fredag den 21. december 2007

Metastaser

Den forhøjede risiko ved øjenkræft er (forenklet sagt), at én enkelt tumorcelle via den optiske nerve kan brede sig til leveren. Jeg har endnu ikke været i stand til at finde ud af, hvorfor der er så direkte forbindelse mellem øjet og leveren, men der er åbenbart visse bestemte krydskorrespondencer mellem kroppens mange forskellige, afgrænsede funktioner, og denne øje-lever-korrespondence er én af dem. Eller... måske skyldes det ganske enkelt leverens funktion som rensestation for alt blodet i kroppen og at alt, som rejser med blodet, før eller siden havner i leverens porøse, finmaskede væv.

For USA gælder, at 50-70% overlever en øjencancer, mens tallet for Danmark af en eller anden grund er mindre, altså færre der overlever. (Jeg har nogle spekulationer desangående, men de kan komme senere, når hvis jeg finder flere facts eller lignende spekulationer at begrunde mine fornemmelser med.) Årsagen til, at 30-50% dør efterfølgende en Uveal Melanom-diagnose er formodentlig overvejende, at øjencanceren er metastaseret til leveren. Kræft i leveren (Hepatocellular carcinoma) er ikke så godt. Vi har kun én lever, og kroppen behøver den.

En primær leverkræft skal fjernes fuldstændig for ikke at være dødbringende, hvilket er muligt i Vesten, hvis den opdages tidligt nok. MEN... metastaseret melanoma - øjekræft, der breder sig til leveren, eller til andre steder i kroppen - hævdes at være 100% dødbringende: Udtrukne referencer til en stor undersøgelse i USA, COMS (The Collaborative Ocular Melanoma Study), sætter det gennemsnitlige livsforløb efter metastaseret melanom til ganske få måneder.

Uanset ens indstilling til dét at leve med kræft, bør man tillade lægerne at holde øje med, om ens primærkræft, hér Uveal Melanom, er metastaseret. Og være opmærksom på, at jo yngre man er, desto hurtigere vokser ALLE ens celler, heriblandt kræftceller. Frekvensen af undersøgelser efterfølgende behandling af Uveal Melanom bør derfor være hyppigere blandt yngre end blandt ældre.

Det vigtigste spørgsmål at stille til lægen er således , om en kræftdiagnose er metastaser (sekundær-tumorer) eller primærkræft, hvor tumorerne sidder, og hvor store de er.

Ingen kommentarer: