At være pårørende er ikke det samme som at være diagnosticeret med kræft.
Man har 1000 ting, man mener at kunne gøre for den, man elsker og frygter at miste, men det er ikke nødvendigvis de samme ting, som den man elsker ønsker at gøre.
Som pårørende står man udenfor og ser ind på en situation, som man er i 2. position for - ikke blot kan man ikke bestemme, at der ikke skal være nogen cancerdiagnose, man kan heller ikke få den diagnosticerede til at opføre sig på en måde, der svarer til ens egne behov. Man er dobbelt sat uden for kontrol: Har hun ikke behov for gode råd, oookay...? Fortsætter han med samme mængde alkohol, sukker og fed mad, oookay...?
Det meste vi pårørende kan gøre er at være der, hvis vi er behøvet. Når vores elskede har brug for en skulder, eller et godt råd, eller behøver at tage stilling til noget stort - men derudover er det business as usual: Vi er alle sammen trådt ind i et liv med kræft, og der er ikke noget hjulpet ved at hænge med hovedet og føle os magtesløse.
Sig, hvad du kan tilbyde og hvad du er villig til. Sig til og fra på de rigtige steder (og stræk dig lidt, når tingene brænder på). Opsøg informationer, der kan gøre dig tryg. Bliv afklaret omkring, hvor du står i forhold til din elskedes diagnose. Være ærlig over for dig selv. Vær ærlig - men vent med at være ærlig over for din elskede, til du bliver bedt om det.
Beklager - du har din rolle at spille i det her. Og det er at være pårørende. Du må lide på din egen måde, og finde dine egne grænser, og have dine egne, selvstændige sammenbrud, og opleve din egen ustabilitiet. Og det er alt sammen i orden. Men forsøg at finde dine egne støtter, så du ikke hele tiden bruger af din elskedes energi, som han/hun behøver til sig selv. Med mindre han/hun selv siger, at det er okay - et liv med kræft er jo et helt almindeligt liv, med kræften og ens ønskede og villede ændringer til forskel, så jo bedre man justerer sig til tanken og finde sin egen plads i den, desto bedre.
Det allerbedste, man som pårørende kan gøre, er at nægte at give tumoren magt (og dermed den anatomiske verdens statistik). At man afviser den. At man finder tilliden i sig selv til at tro morgendagen lige så lys som dagen i går. Eller lysere endnu.
Modstanden behøver ikke at foregå som højlydt manifesteren over morgenbordet; det kan sagtes også være en indre film, mens man falder i søvn, hvor man personligt forviser sin elskedes kræft til den inderste cirkel i helvede, eller man kan visualisere, at den opløses af kys og kærlige strygninger i rigelige mængder - måden er lige gyldig: Kræft skal man ikke finde sig i - men forholde sig til, som alt andet i livet.
