Kræft er noget mærkeligt noget.

Det er ikke et brækket ben. Ikke galdesten eller en betændt blindtarm. Men et livsstridigt potentiale, der har været hos menneskene, ja, hos alle pattedyr, siden tidernes morgen. En trængt-op-i-hjørnet-tilstand, hvor vi gennem lange tider kun havde gudernes nåde at forlade os på.

Da vi begyndte at kunne se ind i kroppen, blev vi klar over, at visse diagnoser havde noget til fælles: Celler, der skaber væv, som kroppen ikke har brug for - misvækst, som kan opstå alle steder, hvor blodet kan føre celler hen, ja, selv i øjet, som er isoleret fra resten af kroppen. Og da ingen organer i kroppen er overflødige, varer det ikke længe for kroppen at komme i livsfare, hvis først kræftceller begynder at vokse og brede sig.

Vores iver efter at bemestre naturen har gjort en kamp ud af kropslige nedbrud og malfunktioner. De humanistiske religioner og filosofier har - i hvert fald i ordet - ligestillet alle mennesker, og således understøttet, hvis ikke tvunget, videnskabens udforskning af forskellige individers diagnostiske forløb for at sandsynliggøre artsmæssige fællestræk, med udgangspunkt i hvilke en kur for alle kan muliggøres.

KRÆFT står der med store neonbogstaver over stort set enhver kultur i verden. Kræften er "den store fjende". Men en fjende, vi stadig er i gang med at lære at kende: Hvordan kommer den inden for dørene, hvordan får den sæde i vort hus, hvordan og hvorfor og hvornår overtager den væsentlige funktioner? Vi ved endnu ikke, hvad kræft er - og vi arbejder endnu helt mekanisk i forhold til kroppens funktioner for at øge vores forståelse; den videnskabelige hypotese er langt fra færdig med kortlægningen af minimums- og maksimumstilstande som produkt af kropsvægt, blodsukker, fedtprocent, vitamin- og mineralbalance osv osv. hos enkeltindivider. Hvilket er årsagen til, at læger ikke kan forholde sig til ufysiske årsagssammenhænge.

Det er IKKE sådan, at læger påstår, at kræft ikke har eller kan have en oprindelse uden for kroppen - men al kræftdiagnostik er stadig forskning og statistik; ikke sikkerhed. Videnskabelige metodik fordrer underbyggelse, og uden endnu helt at have forstået vækst- og spredningsmekanismerne for cancerceller i kroppen, kan lægerne ikke hverken fraråde eller anbefale levevis, der ikke er indeholdt i cancerstatistikkerne som rummende mulighed for at forårsage kræft. Eller sagt på en anden måde: Lægernes eneste solide anbefalinger går på at undgå livsomstændigheder, der har en høj forekomst blandt kræftdiagnosticerede: Lad være med at ryge, fordi der er højere forekomst af lungekræft blandt rygere end ikke-rygere; undgå visse tilsætningsstoffer, fordi disse forårsager større kræftforekomst i forsøgsdyr osv.

Lægerne er begrænsede af deres metode, og kan derfor kun anbefale "sund fornuft": Dvs. ren luft, ren mad, rene tanker, men ved samtidig kun statistisk, hvad "ren" er.

Min mors første kommentar efter sin diagnose var: "Det er altid noget, der rammer naboen". Det er ikke rigtigt. Med DNA'en kortlagt kan vi screene for disposition for fremkomst af kræft bestemte steder i kroppen. På Island er f.eks. en stor disposition for brystkræft. "Disposition" betyder så, at det lige så vel kan være én selv som naboen, det rammer - hvis man skal tro den videnskabelige metode. Men det betyder ikke, at man med en sådant DNA-anlæg VIL udvikle kræft. Og hvordan kan dét være?

Hvad er det, som forårsager kræft i nogle DNA-disponerede men ikke i andre?

Videnskaben, hvilket ikke er det samme som den enkelte læge, ser helst, at kræftdiagnosticerede fortsætter med samme levevis efter diagnosen. Herved er der intet, som kan forstyrre udviklingen set fra et forskningssynspunkt. Altså forhindre en udforskning af forståelsen i forhold til kræft. Men dette synspunkt strider imod mange menneskers ønsker - den status, kræft har som civilisationsudfordrer, gør det svært for folk at undgå en følelse af medskyldighed, som er svært at bære. Og det kan derfor nemt blive magpåliggende at finde denne "årsag", så den kan laves om.

Jeg ved heller ikke, hvad kræft er. Men jeg nægter at tænke på den som en forbandelse. Jeg vil hellere se den som en udfordring: En afdækning af den personlige krops behov ud fra en større sammenhæng end den rent fysiske. Kræften findes jo ikke kun i kroppen - ligesom uvisheden og visheden om dens mekanismer ikke kun findes i hovedet. Begge findes i Verden - og deles i såvel frygt som nysgerrighed af stort set alle mennesker. Det er denne verden, vi alle lever i hver dag, og at fraregne den kollektive viden alene på dette område, men ikke på dyrknings-, produktions-, reproduktions-, reparations- osv-områderne er spild af ressourcer.

Verden over findes der mennesker, som ikke betragter kræft som "menneskenes store trussel", men snarere ser menneskene som en art, der endnu har meget at lære - og kun kan lære, hvis enkeltindivider udviser villighed i deres eget liv.

Jeg er sådan et menneske. Hvad jeg oplever er rigtigt og forkert, er egentlig ligegyldigt. Mine holdninger vil givet fremstå som en blanding af for generelle og for snævre til specifik overtagelse og således ikke være til reel nytte. Men hvis jeg føler, at noget kunne være til gavn for nogen... kan jeg så lade være med at give det videre? Om ikke andet til vurdering og måske som støtte til at godtage eller afvise helt andre ting?

Autoriteter er ikke min kop te. Kun fordi man sjældent får de faktiske autoriteter i tale, men stort set altid deres håndlangere, som ikke må blande personlige holdninger ind i arbejdet. Men tal med en dygtig håndværker eller kunstner, og mærk entusiasmen omkring at fremfinde modeller og værktøjer, det er muligt for vedkommende at virkeliggøre sine visioner med, og du vil forstå, hvad jeg mener, når jeg anmoder om at du tager stilling til dig selv som et skaberværk, du selv er ansvarlig for at udvikle og afslutte - hér og nu, om 5 år, om 50 år.

Kræft er en medicinsk diagnose. En bestemmelse af en fysisk anomali, som rummer et statistisk forløb over tid. Kræft er også et ord - en ord prægnant med død, splittelse, tab, lidelse, sorg, kamp, udforskning, tomme pletter på landkortet, uvished, fokusering, isolation, fortvivlelse, frustration, følelsen af utidig indblanding, uretfærdighed - de fleste af ordene, vi bruger til at beskrive frygt, er naturlige associationer omkring dette ord. Men kræft er også et vækkeur. Hvordan man end synes, at man har levet, kan noget åbenbart gøres bedre: Måske fysisk, måske følelsesmæssigt, måske mentalt, måske åndeligt, måske socialt, måske globalt - med kræftdiagnosen i hånd får man en lejlighed til at se døden i øjnene, hvilket netop i vores videnskabeligficerede og statistificerede kultur er svært tilladeligt ("chancen er, at det ikke bliver mig..."), og spørge sig selv, OM der ikke skulle være noget i hverdagen, man have lyst til at gøre anderledes?

At kunne se døden i øjnene er en opportun lejlighed til at give døden fingeren. Okay, ingen tvivl om, at døden henter én engang, men eftersom kun Døden, og ikke og ALDRIG lægerne, ved hvornår, hvorfor så sidde og vente på, at det sker?

Kræft ér noget mærkeligt noget. Ikke på grund af det faktiske eller statistiske forløb, ikke på grund af lægernes faktuelle viden eller nuværende uvidenhed, men fordi de fleste mennesker tror, at dét at udfordre livet og sine egne potentialer for viden og erfaring, rigdom, kærlighed og spændende oplevelser, er det samme som at invitere døden indenfor. "Jamen, statistikken siger..." Nej, statistikken som værktøj siger meget sjældent noget om fremtiden. Og sjældent noget om dødsøjeblikket. Den siger faktisk blot, at vi alle dør før eller siden. Dét er den eneste sikre statistik gældende for alle. Alle under-statistikker tilgodeser blot enkeltinteresser.

Lav din egen statistik: Hvor mange gange i dag var du glad, hvor mange bange? Er du utilfreds med statistikken? Så lav dit liv om.

Det samme med kræftdiagnosens statistik: "Du har nok kun 5 år tilbage at leve i!"

Nej, rend og høns! JEG har nok 40! Skrid!