BOG: Når dagnosen er KRÆFT - En selvhjælpsbog for kræftpatienter og deres pårørende

Der er MEGEN anden evidens end dén Sundhedsstyrelsen og danske onkologer underbygger deres behandlinger med. Læs "Når diagnosen er KRÆFT" af Inge Kellermann. Heri er samlet en væsentlig del af den kræftbehandling, som Sundhedsstyrelsen undgår at beskæftige sig med.

Fra omtalen:

Kræft er livstruende. Der er dog stadig mange, der klarer det – nogle med konventionelle andre med såkaldt alternative metoder og sandsynligvis endnu flere ved at kombinere behandlingsmetoderne. Ikke to kræfttilfælde er ens, og der er ingen, som med sikkerhed kan sige, hvad der hjælper bedst.

Med denne bog ønsker Inge Kellermann at samle al tilgængelig viden og især at understrege, at det rent faktisk er muligt at komme styrket ud på den anden side af et kræftforløb.
      De, der har fået diagnosen kræft, har ofte et stort behov for selv at gøre noget for at få kontrol med sygdommen. I modsætning til hvad mange tror, er der en vifte af muligheder, som den enkelte med fordel kan vælge at supplere lægernes kræftbehandlinger med.

Denne bog, som vel er den mest omfattende og grundige der er skrevet på dansk, kan være en stor hjælp til at opspore de mange tilgængelige valgmuligheder, du har. Du får også en forståelse for, hvordan kræft udvikler sig, og hvad der skal til for at hæmme vækst og spredning. Det drejer sig primært om, hvordan du med relativt simple midler kan give kræften dårlige vækstbetingelser og styrke kroppens egne helingsprocesser mest muligt. Det er en viden, som kan give kræften kamp til stregen og give dig redskaber til at genoprette balancen i din krop, så sygdommen ikke vender tilbage.

Inge Kellermann er uddannet zoneterapeut, urte- eller phytoterapeut og voksenunderviser og har i mange år haft selvstændig klinik i henholdsvis Vendsyssel og i dag i København. I en årrække har hun desuden været repræsentant for paraplyorganisationen Sundhedsrådet I Sundhedsstyrelsens Råd vedrørende Alternativ Behandling (SRA B) og i bestyrelsen for Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling (Vifab).

Bøger af samme forfatter:

• De bedste råd, når diagnosen er kræft

C-vitaminindsprøjtninger

I dag er snart 8 år efter opdagelse og behandling af uveal melanom i øjet. Og knap 2 år efter opdagelsen af nye tumorer - i leveren.

De sidste to år har budt på C-vitaminindsprøjninger på Lyngby Hovedgade, kostændringer, større bevidsthed om sammenhængen mellem livsførelse og "mad til kræften" og to hele og en afbrudt kemoperiode - afbrudt, fordi hun nu er opgivet af lægerne, der ikke ser at kemoen virker.

Faktum er dog, at hun er her endnu. Og selvom vi ikke kan påvise en direkte forbindelse mellem forandringer/behandlinger og hendes fortsatte væren i livet, er det helt tydeligt, at hun i dag værdsætter alt, hun har overskud til at prøve af.

Hun er blevet indvendigt dygtig til at mærke, om noget er godt eller ikke godt for hende - hvilket de fleste mennesker ikke normalt går rundt og tænker på. Det er derfor ikke usandsynligt, at hendes ændrede holdninger til sammenhængene imellem liv og sygdom er medvirkende årsag til, at hun endnu lever.

Jo, hun ØNSKER at være her, men hun ér nok blevet mere af en "hård hund". At være cancerpatient gør, at man paradoksalt nok skal være meget stærk for ikke at bukke under for frygt, smerte og lidelse. At være patient i et så intensivt behandlingsforløb som hendes gør samtidig, at man må disponere sin energi særdeles fornuftigt. Desværre tudede lægerne hende ørerne fulde med "forbud" mod at gøre noget, der kunne forhindre kemoen i at virke.

Påpegelse: Kemo er SUPERGIFTIG for kroppen og indgives i kontrollerede dosis på kanten af, hvad der slår én ihjel. Dør man i et kemoforløb, er det næppe af kræften, da lægerne ikke giver kemo til patienter, som de ikke tror har en chance for at overleve.

Påpegelse: Der er kemo, og så er der eksperimentel kemo. Det første kender man stort set effektivitetsgraden af på kendte kræftformer; det andet kender man ikke effekten af, og ønsker derfor ikke at patienter skal tilsmudse resultaterne af forskningen ved at indtage andre ting...

Min mor valgte at lytte til lægerne igennem to omgange kemo 2  gange, før hun gik andre veje. Hendes frygt for at dø gjorde, at hun ikke formåede at indtage andre oplysninger, som kunne modsige lægernes evidens.

Påpegelse: Der er MEGEN anden evidens end dén Sundhedsstyrelsen og danske onkologer underbygger deres behandlinger med. Læs "Når diagnosen er KRÆFT" af Inge Kellermann. Heri er samlet en væsentlig del af den kræftbehandling, som Sundhedsstyrelsen undgår at beskæftige sig med.

Intravenøs indsprøjtning af C-vitamin gav hun sig endelig hen til at forsøge sig med. Og har siden konstateret, at hun føler sig stærkere efter hver behandling.

Påpegelse: Intravenøs C-vitamin (og det SKAL være højdosis indsprøjning) fungerer som pro-oxidant i cellerne, hvilket giver immunforsvaret adgang til at nedkæmpe maligne celler. Det er ikke i sig selv en kur mod kræft. Kroppen skal samtidigt understøttes i at opbygge sit immunforsvar, hvilket gør det mere end væsentligt, at man assisterer den ved at holde sin stress og frygt nede og spiser basisk og sover godt og motionerer. Lige som hvis man holdt ferie på den gode måde.

Der er ingen mirakler i kræftbehandlingen. Ud over at vågne op til endnu en dag, hvor man fortsat har lyst til at være her.

Et liv med kræft skal helst ikke være surt

"Et liv med kræft" er overskriften for alle canceroverlevende. Beskeden til min mor var, at der ingen garantier var. 1 celle fra øjet, som havde nået at slippe over i blodbanen, ville kunne forårsage kræft andre steder.

Der er nu gået 8 år efter indsætningen af den radioaktive plade, som fik tumoren til at skrumpe. 2013 fik min mor ved et tilfælde at vide, at hun havde maligne celler i urinvejene. En bortskrabning af disse førte til opdagelse af kræftceller i leveren. De uopdagede tumorer var vokset til en størrelse og samtidig placering så tæt på en hovedblodåre, at kirurgerne ikke turde skære.

Dét med 1 celle fra tumoren i øjet, der skulle kunne smitte resten af kroppen, kan i teorien være sandt. Men det er ikke et spørgsmål om held eller uheld! Der ér noget, man selv kan gøre. Ud over at afvente skæbnens dom.

Fastholdelse af vaner og stress og kost og holdninger til livet og sig selv indvirker formodentlig på kroppens EGEN evne til at bekæmpe kræftceller. Gør man noget ved dét, der nærer kræft, har man mulighed for at forhindre ny kræft i at opstå. Og dén besked hører man formodentlig ikke fra onkologerne ved udgangen fra hospitalet. Lægerne er endnu meget konservative.

2015 ses alle tegn i sol og måne på, at en forsuring af kroppen giver kræftceller de bedste vilkår at vokse under. Cancerceller i et surt miljø kan "forskanse" sig i cellekernerne, mens et mere basisk miljø i kroppen giver immunforsvaret adgang til selv at nedkæmpe cancercellerne. Teorien er enkel, og måske dérfor et stort pres på både lægevidenskaben og medicinalfirmaerne - de første, fordi det vil være den enkelte patients individuelle levevis og krop, der afgjorde selv-behandlingsevnen, og de andre, fordi der ikke kan fabrikeres kemi til enkeltpatienter (endnu).

Forsuring i en krop, som allerede er under indre pres om at nedkæmpe destruktiv cellevækst, opstår som følge af stress i livet og alle de fødemidler, der presser kroppens immunforsvar: alkohol, sukker, kød... [ begynd at læse hér] - og medfører alle mulige andre uhensigtsmæssige tilstande i kroppen, f.eks. betændelse, som kroppen i forvejen bruger stor energi på at nedkæmpe.

Et meget hårdt, men relevant spørgsmål til én selv efterfølgende en kræftbehandling, er således:

Vil jeg leve? ØNSKER jeg reelt set at leve?

- hvad enten lægerne siger "nu kan vi ikke gøre mere" med et smil eller en beklagende trækken på skuldrene.

Svaret afgør formodentlig alt, der følger efter.