Forskningsresultater og prognoser: Læs altid det nyeste - bliv ved med at søge og spørge, indtil du afdækker, hvad de nyest publicerede resultater er, helst fra i går. Og læs bredt - både "officielle" resultater og fra den alternative verden. Husk, at der går lang tid fra et studie foretages, til det siver ned til generelt forståelige termer og konsekvenser i hverdagen for en kræftdiagnosticeret.
Om at leve med kræft, generelt: Sundhedsstyrelse og Kræftens Bekæmpelse har akkumulerede trykte erfaringer at give ud af, som overordnet handler om levevis og holdning til diagnosen - kost, kosttilskud, afstresning, udsyn osv. Vær opmærksom på, at disse erfaringer ér overordnede, og at du står foran en opgave, der handler om at finde ud af, hvad der passer til dig og din egen krop og psykes specifikke behov. Det er svært at spørge ind til en sådan nedskrevet holdning, så skriv spørgsmålene ned, som kommer op under læsningen af en sådan pjece eller internetside. Vær samtidig opmærksom på, at begge repræsenterer det autoriserede system, og at det f.eks. ikke er bleg for at have en overskrift á la "Stress giver ikke kræft" på en beskrivelse af en undersøgelse, som kun regner stress som følge af traumatiske situationer og altså ikke det stressniveau (adrenaliudskillelse), som er påført én af livets slag og forskrækkelser.
Specialister og praktiserende læger er netop, som det siger: Mere og mindre specialicerede. Specialister får man specialistviden ud af. Generalister får man generel viden ud af. Mit råd er, at du derudover forsøger at spørge mennesket bag den professionelle overflade, men respekterer den pågældende læges udsagn som udtryk for hans/hendes professionalisme, hvis vedkommende efter gentagne forsøg ikke VIL svare uden for sit professionelle område. Det er din læges ret at forblive professionel - det er en personlig beskyttelse mod alle de syge mennesker, han/hun ser hver dag. At angribe lægen på det personlige plan som værende ansvarlig for din situation og din fremtid hjælper ikke noget - kan du ikke nå lægen på det personlige plan, eller nytter dette ikke noget, må du blive professionel patient over for ham/ham.
Alternative behandlere: Disse arbejder på et langt mindre patientgrundlag end den etablerede videnskab, men har fordelen af den tætte og personlige kontakt til folk. Afgør ikke en behandlers værdi forlods alene på prisen - "billig" er ikke dårlig, "dyr" er ikke god. DU er god eller dårlig - til at lytte til din intuition i forhold til dette menneske. Og du kan blive bedre ved at lytte til andet end din frygt - for at tage fejl, for at en behandling ikke virker, for at "blive narret". Ved at blive bedre til at lytte til din intuition, styrker du din egen placering i forhold til alle livets områder - der alle sammen indvirker på din situation. (Det ér et paradoks: Du skal blive stærkere, ved at (turde) tro på dig selv og vise andre tillid! Men dét ér muligt: Hvis du ønsker at blive stærkere.)
Mennesker med personlige erfaringer: Der er forskel på at læse om folks personlige erfaringer og at tale med dem - og forskel på at tale med dem i samme rum og gennem et medie (telefon, brev, mail, chat osv). Vær opmærksom på, at et menneske altid taler ud fra sine egne erfaringer, og nemt kan komme til at anbefale/rådgive på et grundlag, der ikke tager hensyn til dine særlige livsomstændigheder. Du skal derfor forsøge at finde et grundlag, der er fælles for jer: "Okay, tabte du også håret efter kemo?! Hvad gjorde DU så?" "Ahh, du har også spist sélen - hvor længe gjorde du det, og hvad syntes du, der kom ud af det?" Søg efter det fælles, hvis det er muligt, og nøjes med blot at lytte til resten, uden at dømme eller fordømme. Du taler med et menneske, for hvem overlevelse er lige så vigtig som for dig selv. Så du taler med kampen for livet - dét må du ikke se ned på.
søndag den 30. december 2007
Læse- og lytteråd
Selvbemægtelse - hånden på rattet
"Det lyder som om, du tror, at jeg ikke forstår alvoren i det her," sagde mor her til morgen. Hun havde læst det, jeg skrev i nat.
"Det handler ikke om alvoren," sagde jeg. "Jeg mærker, at du ikke forstår, at du har mulighed for selv at udfylde en masse af de huller, som lægerne ikke udfylder. Ikke kan og ikke må udfylde, fordi lægeløftet bl.a. handler om at kun behandle med velgennemprøvede metoder og medicin. Du forstår ikke, at en læge har øvre og nedre grænser for, hvad der er acceptabelt, som er afhængige af 1000'er og atter 1000'er af forsøg - mens såkaldt alternative behandlere og forskere ikke behøver den samme efterprøvning, men også risikerer at skabe falske forhåbninger, fordi erfaringer med én patient ikke nødvendigvis kan overføres til en anden."
Og det var lige præcis dér, skoen trykkede. Hun frygtede at komme i hænderne på kvaksalvere. Hvilket er forståeligt nok. Men i dét øjeblik, man tager skeen i egen hånd, og begynder at gøre sig til sin egen ekspert på sin egen situation, styrer man helt automatisk mod en vis mængde skuffelser. Omfanget og antallet af disse skuffelser kan kun mindskes ved at blive sammenlignet med et større antal successer - og successer får man kun ved at blive ved.
--
Det var en rigtig god samtale, vi havde. Første gang, hvor jeg tror, det lykkedes at formidle, at der ikke er nogen fare forbundet med at bede om hjælp. Jeg tror, at hun for første gang begyndte at forstå, at hun selv kan bestemme - hvilket selvfølgelig er pisse, hamrende skræmmende: Ingen, der har det endelige ord ud over én selv. INGEN fuldstændigt entydigt autoritative eksperter, som ved alt, der behøves at vide. Ud over én selv i forhold til behovet for at lukker huller i den personlige uviden og frygt.
Vi ér alene inde i os. Men ikke uden om os. Vi skal bare række ud. Turde række ud. Turde føre bilen selv - med tillid til, at den bliver liggende på vejbanen, at motoren ikke går i stå, at der er brændstof at købe, at vejen har en brugbar destination: Vi kommer ingen steder uden tillid til de ydre faktorer. Hånden på rattet holder ikke op med at være vores egen, blot fordi nogen lover os at bilen kan flyve - uden at kunne levere varen. Skulle vi holde op med at vise andre tillid, blot fordi vi stolede... og tog fejl?
--
En af mors veninder ringede, som er homeøpat. Under samtalen fik jeg hende til at stille nogle spørgsmål om sélen og antioxidanter generelt. Hvilket foranledigede, at hun indvilligede i at lade veninden teste sit blod. Og åbnede døren for en spectralanalyse af hendes hår. Hér opstod så et væsentligt spørgsmål, som jeg (endnu) ikke har et specifik svar på: Hvornår er det nok? Hvornår skal man holde op med at indtage de tilskud, som en sådan prøve siger, at man mangler? Jeg kan kun svare generelt: At en kræftdiagnosticeret er nødt til at afgøre sådanne ting med sig selv - ved at blive klogere på det hele. Gennem udvist tillid (der altid kommer tifold tilbage, i min verden), gennem at bemærke hvad kroppen fortæller, gennem at bemærke reaktionerne fra omverden og... hvad de fremtidige prøver siger, hvad enten de vil vise sig at være i ens favør eller ikke. Alt, hvad jeg hidtil har læst om kræft, peger på kun to ting: Hvad behandlere kan påvise, og hvad diagnosticerede kan påvise. Og at enhver er nødt til at finde/skabe en balance mellem de to i sig selv.
Hvordan? Ved at blive ved med at spørge og undersøge og holde fast i sig selv og sine støtter, indtil en tilfredsstillende balance er opnået indeni.
Bog: "MCP 'Modificeret Citrus Pectin' - Endnu et våben mod cancer"
Han lyder fornuftig og seriøs, denne Erik Kirschener. Link til hans netbog, der er nævnt i emnet.
1. kapitel i bogen:
"Konfronteret med cancer: Det svære valg
Vi føler altid, at det er noget, der sker for andre. Vi skyder tanken fra os og bliver enige med os selv om, at det ikke vil ske for os.
Men hvert tredje menneske vil en dag komme til at stå ansigt til ansigt med den kendsgerning, at han eller hun har cancer. Og inden længe gælder det hver anden person. Og alle vil vi opleve at se en eller flere, der står os nær, rammes af denne frygtelige svøbe, lide og dø.
Selv om det forholder sig sådan, så viser erfaringen, at næsten enhver, der rammes, står ganske uforberedt og isoleret.
Chokket, isolationen og den totale mangel på forberedelse gør patienten til en søvngænger, der uden egentlig selv at erkende det pludselig befinder sig under intensiv konventionel behandling. Denne behandling er ofte så barsk, at både patient og pårørende snart får deres bange anelser (10), (11), (12).
Presset og angsten er imidlertid som regel for overvældende til, at man magter at stille de væsentlige spørgsmål, der brænder i ens sind.
Ruster man sig til at spørge en af de mange læger - hvide skikkelser, der flimrer forbi, altid forskellige fra gang til gang - om man selv kan gøre noget positivt, ved for eksempel at ændre sin livsstil, sin kost, tage vitamintilskud, søge alternativ hjælp af en slags, så får man som regel et svar, der ikke blot er totalt afvisende, men rummer en sarkastisk snært, der desavouerer patienten og dennes initiativ.
Den mentale nedtur, der forårsages af totalt at være frataget styring med og initiativ over for ens egen situation og af at være reduceret fra et individ og en borger til et nummereret tilfælde på vej mod den endelige udgang, er for mange i denne fase utvivlsomt lige så udmarvende som sygdommen selv.
Når tilstanden under behandlingen - med kirurgi, kemoterapi og bestråling - ikke sjældent forværres, stiller den endnu mentalt aktive patient sig ofte det berettigede spørgsmål: Hvor mange af mine lidelser skyldes egentlig min sygdom, og hvor mange skyldes behandlingen?
For cancerpatienter i konventionel behandling har gennemgående en elendig livskvalitet!
Ind imellem vil der måske nok være perioder, hvor presset letter for en tid og permanent bedring synes opnået. Lægerne siger efter en operation ting som: "Nu har vi taget det hele!" og efter kemo og stråling: "Der kan ikke være mere tilbage!" Det er sådanne sætninger, der med bedøvende enslydende monotoni dukker op i utallige patientberetninger.
Men signalerne er oftest falske, og nogle patienter fornemmer dette umiddelbart. I de gode perioder søger disse patienter ofte efter andre løsninger på deres problem. Det er imidlertid i sig selv et betydeligt arbejde at gennemgå og vurdere alternative tilbud, og det kræver forudsætninger, som de fleste ikke på kort tid kan erhverve sig.
De heldigste af disse patienter finder imidlertid frem til en kompetent alternativ behandler, som måske, måske ikke er læge.
Denne behandler har nu ikke eet, men to problemer.
Hovedproblemet er selvfølgelig cancer. For den er der jo stadig!
Men det ikke uvæsentlige andet problem er den lægebehandling, der kraftigt har svækket patienten, som nu derfor også lider af flere slags medicinforgiftning, stråleskader og ofte også traumer efter kirurgiske indgreb.
At redde en sådan patient kræver en gigantisk, intensiv, veldisponeret og langvarig - faktisk ofte livslang - indsats fra både behandlerens og patientens side. Her især er det nok at begge parter får lejlighed til at gøre sig nogle tunge betragtninger over den gamle og næsten altid oversete sandhed:
Forebyggelse er bedre end helbredelse!
For hele denne lidelseshistorie - nej! - alle disse lidelseshistorier - kunne enten være totalt undgået eller i hvert fald væsentligt afbødet, mildnet og modereret så fremmedgørelse og isolation, fornedrelse og fortabelse af menneskelig værdighed, lidelse og smerte og fortvivlelse ikke nødvendigvis blev faste bestanddele af cancerpatientens tilværelse.
I vort samfund af i dag kan man ikke sikre sig mod cancer. Vort miljø er ganske enkelt alt for giftigt. Men man kan med sit personlige intensive forebyggelsesprogram reducere risikoen, og hvis dette ikke er nok, og sygdommen alligevel fanger en, kan man reducere skadevirkningerne af den konventionelle lægebehandling eller helt undgå dem ved at gå ind for alternativ behandling i stedet."
Selén og kræft
... Helt ind i vor tid dør folk i tusindvis i Kina, Finland og mange
andre steder. De dør af cancer og hjertesvigt. Og årsagen er, at de
mangler grundstoffet selén.
Ikke manglen på selén alene, men også manglen på mineralerne
magnesium, zink, krom og mange andre samt vitaminerne A, C og
E plus B-13, B-15 og B-17 og mange andre er ansvarlige for ud-
viklingen af cancer.
(citat: Erik Kirchheiner, NY EFFEKTIV NATURHELBREDELSE med nutrienter og andre orthomolekylære substanser, Bind 1, forlaget sund & rask 2001)
[mere følger]
Immunforsvaret - hvad ér det?
[ja, det vil jeg så forsøge at finde ud af - hvis der er nogen, som ved det... Mere senere.]
nethindeløsning - symptomer, forholdsregler og behandling
Symptomer på nethindeløsning
- "Fluer" for øjnene. Alle mennesker har "fluer", som skyldes små uklarheder i glaslegemet. Hvis der pludselig kommer flere fluer (eller "edderkoppespind" eller "blafrende gardiner"), kan det være tegn på, at glaslegemet er faldet sammen.
- Små lyn eller lysglimt kan være tegn på en rift i nethinden.
- En skygge, der som et rullegardin trækkes ned eller op foran øjet, er tegn på akut nethindeløsning (f.eks. ved tilvækst af tumor, der sker ret hurtigt, typisk over ganske få måneder).
Forholdsregler og behandling af nethindeløsning
Opdager man ovenstående tegn på nethindeløsning, bør man søge læge med det samme. Synet kan som regel reddes, hvis man behandles i tide, men er det først gået tabt, kan man ikke gøre noget.
- Et gummibånd lægges rundt om øjet. Dette presser glaslegemet ind mod nethinden, som herved holdes på plads.
- Ved en operation fjernes det sammenfaldne glaslegeme, og i stedet fyldes øjet op med gas eller silikone. Dette holder nethinden på plads.
- Nethindeløsning kan forhindres, hvis en rift i nethinden opdages, og man behandler med laser.
Et par dage til pladen skal ud
Mor udtrykker stor utålmodighed. "Nu må den godt se at komme ud!"
Jeg forstod ikke, hvad utålmodigheden skulle til for; hvad forestillede hun sig, der ville ske, når pladen kom ud?
Så ville hun "få nogle svar". Altså, hun regner med, at lægerne vil fortælle hende, hvad der så skal ske. Og hun kan komme videre med at komme til eftertjek, der skal fortælle, hvordan tingene står.
Jeg har sagt til hende flere gange, at hun nu er i gang med et liv med kræft. At dét ikke går væk. Og jeg vil blive ved med at forsøge at få hende til at forstå, at det ikke er lægerne, der skal helbrede hende, men derimod hendes egen holdning til processen - sådan at forstå, at jo bedre hun bliver til til dels at gå alle sagkyndige på klingen (herunder lægerne), til dels til at forestille sig forudsætningerne for sin egen helbredelse, desto mindre frygt. Og mindre frygt er godt (se forrige indlæg, slutningen). Men jeg erkender, at nogen mennesker reagerer som om det faktisk er sandt at "hvad man ikke ved, har man ikke ondt af". Men passer det egentlig - er det ikke blot at fortrænge frygten, snarere end at se den i øjnene - at sidde frygtsignalerne overhørig, og således ikke kunne udligne dem med gode ting, håb, handling, behandling?
Oprigtigt? Jeg ved det ikke.
en uge efter indgrebet
Mens mor ventede på at blive skrevet ud efter indgrebet, fortalte en læge, at hun havde en stor Nethindeløsning (Amotio retinae), forårsaget af tumoren - og at ét tegnene på choroidal melanom netop var flagrende skygger i synsperiferien som følge af Nethindeløsning. Jeg har fornemmelsen af, at hun ud fra lægens forklaringer mener, at dét kan udbedres - i følge denne artikel kan synet dog ikke reddes, hvis det først ér gået tabt. (Omvendt er Nethindeløsning ikke pr. definition et tegn på tumor i øjet - det kan også skyldes en rift i nethinden, høj alder, andre skader mod øjet, operationer på øjet, nærsynethed og diabetes - der er ca. 500 tilfælde i Danmark om året).
Det blev jul, men energien var lille. Vi skulle være hos mine bedsteforældre, og min mor stod for mad til 7. Det føltes som om hun hjalp sig selv ved at være i gang - så hun slap for at sidde inaktiv med alle sine tanker. Men flere gange klagede hun over, at hendes øje trods receptuddelte øjendråber ligesom føltes "tungt".
Det er svært for en udenforstående at fatte, hvad dét betyder - om dét er en del af bestrålingsprocessen eller om det var fordi, hun var i gang konstant. Men tilsyneladende har hun det bedst med at lave noget, hvor hun selv bestemner, hvorhen hun skal fokusere - som f.eks. i køkkenet - snarere end at sidde i stuen i en samtale, hvor hun kommer til at dreje øjnene ud i øjenkrogen.
Når hun klagede, foreslog jeg, at hun lagde sig ind og hvilede øjet - ikke fordi, jeg havde nogen mening om, at dét ville være bedre, men blot for at forsøge noget andet, end dét hun gjorde pr. automatik. Jeg tror ikke, hun gjorde det på noget tidspunkt i den forløbne uge - forsøgte at finde en anden måde at ændre oplevelsen af sit øje på - og jeg ved ikke, om det var skidt eller uden betydning for en optimal selvhjælpsproces.
I går, onsdag, havde hun et meget rødsprængt øje, og tog på Riget for at tale med nogen på afdelingen. En af de opererende læger var der, og beroligede hende med, at det var normalt. At der foregik meget i øjet - og at alt var godt, blot der ikke var nogen betændelse, pus eller tegn på infektion, hvilket der ikke var.
Det ser selvfølgelig voldsomt ud, men ikke mere voldsomt end det kan hænde, hvis man har sprængt et blodkar i øjet som følge af et fremmedlegeme, slag eller overanstrengelse. Men det fik mor til at forfølge en idé, jeg havde plantet i hende om måske at prøve med en klap for øjet: Hun fik et par solbriller på, hvor far havde taget det ene glas ud. Dem rendte hun rundt med herhjemme, men tog dem ikke på ud på indkøb, hvor de måske havde gjort størst nytte.
Jeg er kommet frem til, at det er hendes liv, og ikke op til mig at dømme om, hvad der er godt for hende. Jeg ser det som min opgave at præsentere hende for dét, jeg ser og opfatter og erfarer, og sikre mig at hun forstår, hvad jeg siger. Men så må resten være op til hende.
Jeg har været meget i tvivl om netop dette - hvis jeg syntes at kunne se et eller andet, hun kunne gøre for at hjælpe sig selv til at blive stærkere, eller sundere, sikrere eller mere overbevist om sin evne til at få kræften til at skride hjem til den rendesten, den er kravlet op af... ja, hvad så? Men hun er en gammel hund, og gamle hunde er gamle, fordi de har samlet nogle tricks op undervejs, der - kræftens opståen ufortalt - har holdt hende i live i snart 70 år. Og hvem er jeg, der skal sige, at et eller andet er bedre, end dét hun selv tror på?
Men DET er så til gengæld ikke det samme som, at jeg som hendes søn og én, der elsker hende, skal holde kæft med meninger og holdninger. Tværtimod. Det må være op til hende, hvis hun får nok af mine forslag - som jeg vel at mærke ikke lader regne ned over hende - at selv sige stop: Hun har ansvaret for selv at afvise dét, hun ikke har plads til - netop fordi det er samme mekanisme, hun skal bruge til at bekæmpe kræften med. Og jeg skal respektere mig selv, sådan at forstå, at jeg må sige tingene, som jeg ser dem:
Mor, der er en anden vej end BLOT at acceptere de tilbud og informationer, du får fra hospitalet og den etablerede lægeverden. Og dén vej betyder, at du selv skal være opsøgende.
At der er denne anden vej, er ikke det samme som, at det at betræde den er mere rigtigt (eller forkert) end nogen anden. Men jeg tænker som følger: Når man er nødt til at kæmpe selv, for at få informationer, og forsøge at implementere andres erfaringer, kan man MÆRKE, at man gør noget. Og dénne måde at MÆRKE det på - det er min måde.
Hendes er muligvis anderledes. Måske behøver hun, at nogen blot tager over og med deres behandling lover at gøre deres bedste - og at dét så er rigelig afstivning det, hun gør inde i sig selv for at være stærk og byde kræften trods. Jeg ved det faktisk ikke. OG så længe, jeg ikke ved, hvordan hun byder kræften trods - indtil hun beder mig stoppe - vil jeg blive ved med at banke på og tilbyde hende muligheden for at søge hjælp uden for den strengt anatomisk medicinske verden, hvor alt regnes i statistik. Hvor selv forekomsten af overlevere paradoksalt nok er statistisk meget højere blandt dem, der skider den lægelige statistik en lang march!
Jeg forestiller mig, at det kun kan gavne at tale med folk! At blive klogere, på andre cancerdiagnosticerede, på sig selv, på tegnene på sygdom! At spise godt! At droppe sukker, kaffe, røg, stress! At have store og gode oplevelser. At ikke vente på at LÆGERNE skal fjerne denne trussel, de har hængt over hendes hoved med deres diagnose, men at der måske er ting, som hun kan gøre selv. Vi ved jo alle sammen, at dét, som gør os glad og får os til at føle os stærke, giver os modstandskraft mod det ubehagelige, der sker i livet - vi tackler livets opgaver bedre, vores immunforsvar holder os fra omkringflyvende vira og indre betændelsestilstande, vi føler os ovenpå og vi påvirker humøret i dem omkring os, som får nemmere ved at være optimistiske og stærke selv, så de kan påvirke os i en hensigtsmæssig retning.
Det er dét, jeg vil forsøge at få min mor til at forstå: At hun har mange muligheder for IKKE blot at vente på helbredelsen. At et ægte aktivitetsniveau med formålet at finde flere ting i livet at blive stærk af, kun er af det bedre. Det fjerner ikke udsondringerne af adrenalin, som er stærkt opslidende for kroppen og immunforsvaret - men muliggør en MINDSKELSE ved simpelthen at få sig nogle selvskabte, selvønskede, selvplanlagte succesoplevelser i kampen for at blive klogere og stærkere end lægernes statistik!
Og jeg er fuldstændig ligeglad med, om det sker gennem en bevidstgørelse af, at livet, som det hidtil har formet sig for hende, er godt nok, eller om noget nyt kommer til i hendes bevidsthed. Jeg håber blot, at hun tager kampen op, og at hun erkender, hvor hun står i forhold til de muligheder, der tilbydes hende, de være sig institutionaliserede, alternative eller personlige.
