mandag den 10. marts 2008

3 mdr. siden øjenlægetjek

Mor har været hos sin egen øjenlæge - sidste gang var i begyndelsen af december, hvor lægen henviste hende til Rigshospitalet. Han havde selv bedt om at se journalen over diagnose, forløb og indgreb.

Øjenlægen var meget tilfreds: Nethindeløsningen var gået på plads, om end der var sket uoprettelig skade som følge af tumoren - et blodkar var revet af, i og med tumoren pressede nethinden af gårde - og øjet er ikke svulmet op længere. I modsætning til før indgrebet kunne mor nu også se nogle tal på en plade, som øjenlægen holdt op, hvilket hun er meget glad for.

Den uro, hun oplever i sit bestrålede, syge øje, vil hun dog nok skulle leve med noget tid endnu, siger øjenlægen (nogle få, siger statistikken, risikerer at skulle leve med det altid).

1. april skal hun til undersøgelse på Rigshospitalet, men da de kun vil undersøge det syge øje, vil hun holde fast i sine halvårlige besøg hos sin egen øjenlæge.