fredag den 21. december 2007

Et liv med øjenkræft, 2

Er det dig selv, det handler om, og er der endnu kun tale om en mistanke, så skynd dig langsomt:

  1. Lær tegnene på uveal melanom udenad: Flagrende skygger i det perifære synsfelt, som skyldes at nethinden har løsnet sig (hvilket ikke er det samme som, at nethindeløsning er identisk med kræft i øjet. [mere følger]
  2. I USA, hvor man betaler for al lægekonsultation og det ofte er forsikringsselskaberne, som uvilligt må punge ud, anbefales det altid at få en alternativ mening. I Danmark er folk hyppigt af den mening, at en speciallæge ved alt. Det er ikke tilfældet. Hellere tvivle én måned for tidligt på din øjenlæges vurdering end én måned for sent.
  3. Bliver du ikke omgående kaldt ind for præcis diagnose enten på Århus hospital eller på Riget, så stå fast på at dét skal du. Det er dér, de eneste reelle specialister er (i Danmark...)
  4. Husk dig selv på, hvem du er og hvad du er i stand til.
  5. Søg informationer om din præcise diagnose.
  6. Vær tålmodig, men ikke langmodig: For at mindske risikoen for spredning, skal der helst ikke gå for længe fra sikker diagnose til påbegyndt behandling - 14 dage er nok realistisk sagsbehandlingstid, men samtidig har Rigshospitalet verdenskapacitet på området og er et centraliseret behandlingshospital for øjenkræft i Danmark, og det kan være, du realistisk vurderet ikke tager skade af at vente på din plads i køen, selvom der går længere tid... Du må danne dit eget skøn, beklager.
  7. Tag sagerne i egen hånd, hvis du synes det går for langsomt - det er DIT liv. Men lad være med at stresse - jo mere overblik og ro, du har, desto bedre for din krop og dit immunforsvar. Stresser du, kan du evt. meditere eller tage dig en løbetur. Hengiven sex er heller sjældent nogen dårlig ting.
  8. Brug dit netværk, straks du har viden at dele ud af; ræk ud til dine venner og pårørende og gør dem klart, at du ikke har brug for vrælere, men derimod lys og kærlighed og opbakning til selv at kunne være stærk.
  9. Brug solbriller og/eller briller med UV-filter. Du er nu tydeligvis disponeret, og har endnu et øje og fortsat liv at passe på.
  10. Gør dig klart, at hvor lægernes viden og medicinske behandling er den ene del af helbredelsen, er du selv den anden og på mange planer vigtigere del: Din holdning til diagnosen, til myterne om kræft, din indstilling til at ændre livsvaner, hvis noget menes at kunne hjælpe dig - kostomlægning, motion, rygestop, afstresning osv., samt vigtigst af alt: graden af dit ønske om at blive ved med at leve:
En statistisk undersøgelse, jeg så allerede for over 10 år siden, viste overlevelsesprocenten ved kræfttilfælde generelt baseret på den indstilling, patienten havde til at være diagnosticeret med kræft. Undersøgelsen var repræsenteret som et søjlediagram med 5 søjler: yderst til venstre de mennesker, som accepterede at de havde kræft og at der ville ske, hvad der ville ske; yderst til højre de mennesker, der nægtede at lade sig intimidere af diagnosen og lige ud sagde til lægerne, at ingen statistik skulle bestemme, hvor længe de skulle overleve. Overlevelseskurven steg stejlt op til højre - "nægterne" er dem, der fortsætter med at leve i mange år.

Ingen kommentarer: