Et par dage til pladen skal ud

Mor udtrykker stor utålmodighed. "Nu må den godt se at komme ud!"

Jeg forstod ikke, hvad utålmodigheden skulle til for; hvad forestillede hun sig, der ville ske, når pladen kom ud?

Så ville hun "få nogle svar". Altså, hun regner med, at lægerne vil fortælle hende, hvad der så skal ske. Og hun kan komme videre med at komme til eftertjek, der skal fortælle, hvordan tingene står.

Jeg har sagt til hende flere gange, at hun nu er i gang med et liv med kræft. At dét ikke går væk. Og jeg vil blive ved med at forsøge at få hende til at forstå, at det ikke er lægerne, der skal helbrede hende, men derimod hendes egen holdning til processen - sådan at forstå, at jo bedre hun bliver til til dels at gå alle sagkyndige på klingen (herunder lægerne), til dels til at forestille sig forudsætningerne for sin egen helbredelse, desto mindre frygt. Og mindre frygt er godt (se forrige indlæg, slutningen). Men jeg erkender, at nogen mennesker reagerer som om det faktisk er sandt at "hvad man ikke ved, har man ikke ondt af". Men passer det egentlig - er det ikke blot at fortrænge frygten, snarere end at se den i øjnene - at sidde frygtsignalerne overhørig, og således ikke kunne udligne dem med gode ting, håb, handling, behandling?

Oprigtigt? Jeg ved det ikke.