Selvbemægtelse - hånden på rattet

"Det lyder som om, du tror, at jeg ikke forstår alvoren i det her," sagde mor her til morgen. Hun havde læst det, jeg skrev i nat.

"Det handler ikke om alvoren," sagde jeg. "Jeg mærker, at du ikke forstår, at du har mulighed for selv at udfylde en masse af de huller, som lægerne ikke udfylder. Ikke kan og ikke må udfylde, fordi lægeløftet bl.a. handler om at kun behandle med velgennemprøvede metoder og medicin. Du forstår ikke, at en læge har øvre og nedre grænser for, hvad der er acceptabelt, som er afhængige af 1000'er og atter 1000'er af forsøg - mens såkaldt alternative behandlere og forskere ikke behøver den samme efterprøvning, men også risikerer at skabe falske forhåbninger, fordi erfaringer med én patient ikke nødvendigvis kan overføres til en anden."

Og det var lige præcis dér, skoen trykkede. Hun frygtede at komme i hænderne på kvaksalvere. Hvilket er forståeligt nok. Men i dét øjeblik, man tager skeen i egen hånd, og begynder at gøre sig til sin egen ekspert på sin egen situation, styrer man helt automatisk mod en vis mængde skuffelser. Omfanget og antallet af disse skuffelser kan kun mindskes ved at blive sammenlignet med et større antal successer - og successer får man kun ved at blive ved.

--
Det var en rigtig god samtale, vi havde. Første gang, hvor jeg tror, det lykkedes at formidle, at der ikke er nogen fare forbundet med at bede om hjælp. Jeg tror, at hun for første gang begyndte at forstå, at hun selv kan bestemme - hvilket selvfølgelig er pisse, hamrende skræmmende: Ingen, der har det endelige ord ud over én selv. INGEN fuldstændigt entydigt autoritative eksperter, som ved alt, der behøves at vide. Ud over én selv i forhold til behovet for at lukker huller i den personlige uviden og frygt.

Vi ér alene inde i os. Men ikke uden om os. Vi skal bare række ud. Turde række ud. Turde føre bilen selv - med tillid til, at den bliver liggende på vejbanen, at motoren ikke går i stå, at der er brændstof at købe, at vejen har en brugbar destination: Vi kommer ingen steder uden tillid til de ydre faktorer. Hånden på rattet holder ikke op med at være vores egen, blot fordi nogen lover os at bilen kan flyve - uden at kunne levere varen. Skulle vi holde op med at vise andre tillid, blot fordi vi stolede... og tog fejl?

--
En af mors veninder ringede, som er homeøpat. Under samtalen fik jeg hende til at stille nogle spørgsmål om sélen og antioxidanter generelt. Hvilket foranledigede, at hun indvilligede i at lade veninden teste sit blod. Og åbnede døren for en spectralanalyse af hendes hår. Hér opstod så et væsentligt spørgsmål, som jeg (endnu) ikke har et specifik svar på: Hvornår er det nok? Hvornår skal man holde op med at indtage de tilskud, som en sådan prøve siger, at man mangler? Jeg kan kun svare generelt: At en kræftdiagnosticeret er nødt til at afgøre sådanne ting med sig selv - ved at blive klogere på det hele. Gennem udvist tillid (der altid kommer tifold tilbage, i min verden), gennem at bemærke hvad kroppen fortæller, gennem at bemærke reaktionerne fra omverden og... hvad de fremtidige prøver siger, hvad enten de vil vise sig at være i ens favør eller ikke. Alt, hvad jeg hidtil har læst om kræft, peger på kun to ting: Hvad behandlere kan påvise, og hvad diagnosticerede kan påvise. Og at enhver er nødt til at finde/skabe en balance mellem de to i sig selv.

Hvordan? Ved at blive ved med at spørge og undersøge og holde fast i sig selv og sine støtter, indtil en tilfredsstillende balance er opnået indeni.