en uge efter indgrebet

Mens mor ventede på at blive skrevet ud efter indgrebet, fortalte en læge, at hun havde en stor Nethindeløsning (Amotio retinae), forårsaget af tumoren - og at ét tegnene på choroidal melanom netop var flagrende skygger i synsperiferien som følge af Nethindeløsning. Jeg har fornemmelsen af, at hun ud fra lægens forklaringer mener, at dét kan udbedres - i følge denne artikel kan synet dog ikke reddes, hvis det først ér gået tabt. (Omvendt er Nethindeløsning ikke pr. definition et tegn på tumor i øjet - det kan også skyldes en rift i nethinden, høj alder, andre skader mod øjet, operationer på øjet, nærsynethed og diabetes - der er ca. 500 tilfælde i Danmark om året).

Det blev jul, men energien var lille. Vi skulle være hos mine bedsteforældre, og min mor stod for mad til 7. Det føltes som om hun hjalp sig selv ved at være i gang - så hun slap for at sidde inaktiv med alle sine tanker. Men flere gange klagede hun over, at hendes øje trods receptuddelte øjendråber ligesom føltes "tungt".

Det er svært for en udenforstående at fatte, hvad dét betyder - om dét er en del af bestrålingsprocessen eller om det var fordi, hun var i gang konstant. Men tilsyneladende har hun det bedst med at lave noget, hvor hun selv bestemner, hvorhen hun skal fokusere - som f.eks. i køkkenet - snarere end at sidde i stuen i en samtale, hvor hun kommer til at dreje øjnene ud i øjenkrogen.

Når hun klagede, foreslog jeg, at hun lagde sig ind og hvilede øjet - ikke fordi, jeg havde nogen mening om, at dét ville være bedre, men blot for at forsøge noget andet, end dét hun gjorde pr. automatik. Jeg tror ikke, hun gjorde det på noget tidspunkt i den forløbne uge - forsøgte at finde en anden måde at ændre oplevelsen af sit øje på - og jeg ved ikke, om det var skidt eller uden betydning for en optimal selvhjælpsproces.

I går, onsdag, havde hun et meget rødsprængt øje, og tog på Riget for at tale med nogen på afdelingen. En af de opererende læger var der, og beroligede hende med, at det var normalt. At der foregik meget i øjet - og at alt var godt, blot der ikke var nogen betændelse, pus eller tegn på infektion, hvilket der ikke var.

Det ser selvfølgelig voldsomt ud, men ikke mere voldsomt end det kan hænde, hvis man har sprængt et blodkar i øjet som følge af et fremmedlegeme, slag eller overanstrengelse. Men det fik mor til at forfølge en idé, jeg havde plantet i hende om måske at prøve med en klap for øjet: Hun fik et par solbriller på, hvor far havde taget det ene glas ud. Dem rendte hun rundt med herhjemme, men tog dem ikke på ud på indkøb, hvor de måske havde gjort størst nytte.

Jeg er kommet frem til, at det er hendes liv, og ikke op til mig at dømme om, hvad der er godt for hende. Jeg ser det som min opgave at præsentere hende for dét, jeg ser og opfatter og erfarer, og sikre mig at hun forstår, hvad jeg siger. Men så må resten være op til hende.

Jeg har været meget i tvivl om netop dette - hvis jeg syntes at kunne se et eller andet, hun kunne gøre for at hjælpe sig selv til at blive stærkere, eller sundere, sikrere eller mere overbevist om sin evne til at få kræften til at skride hjem til den rendesten, den er kravlet op af... ja, hvad så? Men hun er en gammel hund, og gamle hunde er gamle, fordi de har samlet nogle tricks op undervejs, der - kræftens opståen ufortalt - har holdt hende i live i snart 70 år. Og hvem er jeg, der skal sige, at et eller andet er bedre, end dét hun selv tror på?

Men DET er så til gengæld ikke det samme som, at jeg som hendes søn og én, der elsker hende, skal holde kæft med meninger og holdninger. Tværtimod. Det må være op til hende, hvis hun får nok af mine forslag - som jeg vel at mærke ikke lader regne ned over hende - at selv sige stop: Hun har ansvaret for selv at afvise dét, hun ikke har plads til - netop fordi det er samme mekanisme, hun skal bruge til at bekæmpe kræften med. Og jeg skal respektere mig selv, sådan at forstå, at jeg må sige tingene, som jeg ser dem:

Mor, der er en anden vej end BLOT at acceptere de tilbud og informationer, du får fra hospitalet og den etablerede lægeverden. Og dén vej betyder, at du selv skal være opsøgende.

At der er denne anden vej, er ikke det samme som, at det at betræde den er mere rigtigt (eller forkert) end nogen anden. Men jeg tænker som følger: Når man er nødt til at kæmpe selv, for at få informationer, og forsøge at implementere andres erfaringer, kan man MÆRKE, at man gør noget. Og dénne måde at MÆRKE det på - det er min måde.

Hendes er muligvis anderledes. Måske behøver hun, at nogen blot tager over og med deres behandling lover at gøre deres bedste - og at dét så er rigelig afstivning det, hun gør inde i sig selv for at være stærk og byde kræften trods. Jeg ved det faktisk ikke. OG så længe, jeg ikke ved, hvordan hun byder kræften trods - indtil hun beder mig stoppe - vil jeg blive ved med at banke på og tilbyde hende muligheden for at søge hjælp uden for den strengt anatomisk medicinske verden, hvor alt regnes i statistik. Hvor selv forekomsten af overlevere paradoksalt nok er statistisk meget højere blandt dem, der skider den lægelige statistik en lang march!

Jeg forestiller mig, at det kun kan gavne at tale med folk! At blive klogere, på andre cancerdiagnosticerede, på sig selv, på tegnene på sygdom! At spise godt! At droppe sukker, kaffe, røg, stress! At have store og gode oplevelser. At ikke vente på at LÆGERNE skal fjerne denne trussel, de har hængt over hendes hoved med deres diagnose, men at der måske er ting, som hun kan gøre selv. Vi ved jo alle sammen, at dét, som gør os glad og får os til at føle os stærke, giver os modstandskraft mod det ubehagelige, der sker i livet - vi tackler livets opgaver bedre, vores immunforsvar holder os fra omkringflyvende vira og indre betændelsestilstande, vi føler os ovenpå og vi påvirker humøret i dem omkring os, som får nemmere ved at være optimistiske og stærke selv, så de kan påvirke os i en hensigtsmæssig retning.

Det er dét, jeg vil forsøge at få min mor til at forstå: At hun har mange muligheder for IKKE blot at vente på helbredelsen. At et ægte aktivitetsniveau med formålet at finde flere ting i livet at blive stærk af, kun er af det bedre. Det fjerner ikke udsondringerne af adrenalin, som er stærkt opslidende for kroppen og immunforsvaret - men muliggør en MINDSKELSE ved simpelthen at få sig nogle selvskabte, selvønskede, selvplanlagte succesoplevelser i kampen for at blive klogere og stærkere end lægernes statistik!

Og jeg er fuldstændig ligeglad med, om det sker gennem en bevidstgørelse af, at livet, som det hidtil har formet sig for hende, er godt nok, eller om noget nyt kommer til i hendes bevidsthed. Jeg håber blot, at hun tager kampen op, og at hun erkender, hvor hun står i forhold til de muligheder, der tilbydes hende, de være sig institutionaliserede, alternative eller personlige.