søndag den 30. december 2007

Læse- og lytteråd

Forskningsresultater og prognoser: Læs altid det nyeste - bliv ved med at søge og spørge, indtil du afdækker, hvad de nyest publicerede resultater er, helst fra i går. Og læs bredt - både "officielle" resultater og fra den alternative verden. Husk, at der går lang tid fra et studie foretages, til det siver ned til generelt forståelige termer og konsekvenser i hverdagen for en kræftdiagnosticeret.

Om at leve med kræft, generelt: Sundhedsstyrelse og Kræftens Bekæmpelse har akkumulerede trykte erfaringer at give ud af, som overordnet handler om levevis og holdning til diagnosen - kost, kosttilskud, afstresning, udsyn osv. Vær opmærksom på, at disse erfaringer ér overordnede, og at du står foran en opgave, der handler om at finde ud af, hvad der passer til dig og din egen krop og psykes specifikke behov. Det er svært at spørge ind til en sådan nedskrevet holdning, så skriv spørgsmålene ned, som kommer op under læsningen af en sådan pjece eller internetside. Vær samtidig opmærksom på, at begge repræsenterer det autoriserede system, og at det f.eks. ikke er bleg for at have en overskrift á la "Stress giver ikke kræft" på en beskrivelse af en undersøgelse, som kun regner stress som følge af traumatiske situationer og altså ikke det stressniveau (adrenaliudskillelse), som er påført én af livets slag og forskrækkelser. 

Specialister og praktiserende læger er netop, som det siger: Mere og mindre specialicerede. Specialister får man specialistviden ud af. Generalister får man generel viden ud af. Mit råd er, at du derudover forsøger at spørge mennesket bag den professionelle overflade, men respekterer den pågældende læges udsagn som udtryk for hans/hendes professionalisme, hvis vedkommende efter gentagne forsøg ikke VIL svare uden for sit professionelle område. Det er din læges ret at forblive professionel - det er en personlig beskyttelse mod alle de syge mennesker, han/hun ser hver dag. At angribe lægen på det personlige plan som værende ansvarlig for din situation og din fremtid hjælper ikke noget - kan du ikke nå lægen på det personlige plan, eller nytter dette ikke noget, må du blive professionel patient over for ham/ham.

Alternative behandlere: Disse arbejder på et langt mindre patientgrundlag end den etablerede videnskab, men har fordelen af den tætte og personlige kontakt til folk. Afgør ikke en behandlers værdi forlods alene på prisen - "billig" er ikke dårlig, "dyr" er ikke god. DU er god eller dårlig - til at lytte til din intuition i forhold til dette menneske. Og du kan blive bedre ved at lytte til andet end din frygt - for at tage fejl, for at en behandling ikke virker, for at "blive narret". Ved at blive bedre til at lytte til din intuition, styrker du din egen placering i forhold til alle livets områder - der alle sammen indvirker på din situation. (Det ér et paradoks: Du skal blive stærkere, ved at (turde) tro på dig selv og vise andre tillid! Men dét ér muligt: Hvis du ønsker at blive stærkere.)

Mennesker med personlige erfaringer: Der er forskel på at læse om folks personlige erfaringer og at tale med dem - og forskel på at tale med dem i samme rum og gennem et medie (telefon, brev, mail, chat osv). Vær opmærksom på, at et menneske altid taler ud fra sine egne erfaringer, og nemt kan komme til at anbefale/rådgive på et grundlag, der ikke tager hensyn til dine særlige livsomstændigheder. Du skal derfor forsøge at finde et grundlag, der er fælles for jer: "Okay, tabte du også håret efter kemo?! Hvad gjorde DU så?" "Ahh, du har også spist sélen - hvor længe gjorde du det, og hvad syntes du, der kom ud af det?" Søg efter det fælles, hvis det er muligt, og nøjes med blot at lytte til resten, uden at dømme eller fordømme. Du taler med et menneske, for hvem overlevelse er lige så vigtig som for dig selv. Så du taler med kampen for livet - dét må du ikke se ned på.

Ingen kommentarer: