Et liv med kræft skal helst ikke være surt

"Et liv med kræft" er overskriften for alle canceroverlevende. Beskeden til min mor var, at der ingen garantier var. 1 celle fra øjet, som havde nået at slippe over i blodbanen, ville kunne forårsage kræft andre steder.

Der er nu gået 8 år efter indsætningen af den radioaktive plade, som fik tumoren til at skrumpe. 2013 fik min mor ved et tilfælde at vide, at hun havde maligne celler i urinvejene. En bortskrabning af disse førte til opdagelse af kræftceller i leveren. De uopdagede tumorer var vokset til en størrelse og samtidig placering så tæt på en hovedblodåre, at kirurgerne ikke turde skære.

Dét med 1 celle fra tumoren i øjet, der skulle kunne smitte resten af kroppen, kan i teorien være sandt. Men det er ikke et spørgsmål om held eller uheld! Der ér noget, man selv kan gøre. Ud over at afvente skæbnens dom.

Fastholdelse af vaner og stress og kost og holdninger til livet og sig selv indvirker formodentlig på kroppens EGEN evne til at bekæmpe kræftceller. Gør man noget ved dét, der nærer kræft, har man mulighed for at forhindre ny kræft i at opstå. Og dén besked hører man formodentlig ikke fra onkologerne ved udgangen fra hospitalet. Lægerne er endnu meget konservative.

2015 ses alle tegn i sol og måne på, at en forsuring af kroppen giver kræftceller de bedste vilkår at vokse under. Cancerceller i et surt miljø kan "forskanse" sig i cellekernerne, mens et mere basisk miljø i kroppen giver immunforsvaret adgang til selv at nedkæmpe cancercellerne. Teorien er enkel, og måske dérfor et stort pres på både lægevidenskaben og medicinalfirmaerne - de første, fordi det vil være den enkelte patients individuelle levevis og krop, der afgjorde selv-behandlingsevnen, og de andre, fordi der ikke kan fabrikeres kemi til enkeltpatienter (endnu).

Forsuring i en krop, som allerede er under indre pres om at nedkæmpe destruktiv cellevækst, opstår som følge af stress i livet og alle de fødemidler, der presser kroppens immunforsvar: alkohol, sukker, kød... [ begynd at læse hér] - og medfører alle mulige andre uhensigtsmæssige tilstande i kroppen, f.eks. betændelse, som kroppen i forvejen bruger stor energi på at nedkæmpe.

Et meget hårdt, men relevant spørgsmål til én selv efterfølgende en kræftbehandling, er således:

Vil jeg leve? ØNSKER jeg reelt set at leve?

- hvad enten lægerne siger "nu kan vi ikke gøre mere" med et smil eller en beklagende trækken på skuldrene.

Svaret afgør formodentlig alt, der følger efter.