Min mor har kun ét ønske pt.: Så hurtigt som muligt at kunne vende tilbage til et normalt liv - som hun selv definerer normalt.
Det tror jeg godt, jeg kan forstå. Hun er blevet ramt af en bus kaldet Kræft, og lige nu er hun så desorienteret, at kun en tilbagevenden til noget kendt føles at kunne hjælpe. Men, mor - der er ingen noget at komme tilbage til. Bussen, der ramte dig, flyttede dig ud af din gamle verden og ind i en ny. Og du hjælper ikke dig selv ved at hænge fast i den gamle verden. Jo, det kan godt være, at meget ser ud til at være ved det gamle, men Kræften er jo med dig hele tiden. Og det er dét, der er den nye verden.
Hun venter på at blive undersøgt igen på Riget på mandag, en uge efter udtagelsen af den radioaktive plade. Fra hun blev henvist til undersøgelse på Riget af sin øjenlæge til hun blev undersøgt, ventede hun. Hun ventede fra undersøgelsen til metastaseundersøgelsen med ultralyd i lever og lunger. Hun ventede fra denne undersøgelse til undersøgelsen med MR-scan. Og ventede fra undersøgelsen til behandlingen med isættelse af radioaktiv plade. Og ventede 11 dage på at den skulle blive taget ud. Og nu venter hun igen - på at de tjekker resultatet af behandlingen. Og derefter kan hun så vente 3 måneder til, på at de tjekker hende igen.
Jeg vil gerne have, at hun oplever, at hun skal holde op med at vente. Fordi livet ikke leves i fremtiden, men i nuet. Fordi at vente er at frygte det værste. Mens at holde op med at vente er at tage nuet i ørerne og gøre det bedste ud af hvert sekund.
Hvordan holder man op med at vente? Man gør noget selv. Tager tyren ved hornene, griber tømmerne og rattet og gør noget. Dette "noget" er dét, der skal gøre hende i stand til at leve og klare sig i det nye land, som Kræftbussen har kastet hende ind i.
Jeg forsøger at få hende til at ringe til Kræftens Bekæmpelses Kræftlinien (te. 80301030), men hun er af den opfattelse, at det er bedst at vente til efter på mandag, så hun har noget konkret fra Riget at komme med. Mit argument er, at Kræftliniens frivillige på et eller andet tidspunkt i deres eget forløb har været lige dér, hvor hun selv er. Og at deres arbejde ikke består i at forholde sig til en diagnose, men til alt det, som ligger udenfor: Hverdagen, der forsvandt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar