Oprigtigt? Jeg ved ikke, hvor jeg skal trække grænsen mellem lægen og den lægelige institution. Jeg ved ikke, hvem der skal regnes som autoritet, lægen, eller patienten - og dét er ikke en svaghed. Det er en styrke.
Jeg er helt overbevist om, at lægen ikke må, og ikke skal tvinges til, at agere uden for lægeløftet - som handler om at redde liv, ikke blot BARE redde liv, men redde liv både ved kontinuérligt at indsamle erfaringer og anvende den til enhver tid tilrådeværende optimale viden om en given sygdom. Som igen er baseret på den videnskabelige model med at opstille hypoteser, forsøge at skyde dem ned, og anvende de resultater, som ikke lader sig skyde ned. Men.
Men jeg er lige så overbevist om, at opfattelsen af sygdom, også i dag, er en statisk gammelmandsinstitution, som med institutionelle videnskabelige efterprøvelseskrav holder ikke blot vort samfund, men det meste af verden fast i et jerngreb af frygt. Vi kravlede ud af hulerne, ned fra træerne, rejste os op på to ben, blev selvbevidste? Og hvad var det vi blev bevidste om? At vi skal kæmpe for livet, om vi så skal dø af det.
Dét er den lægelige institution. Dét er enhver hær. Dét er enhver religion. Alle sammen institutioner, som giver blodofre til den gamle gud: Maksimal overlevelse. Overlevelse for flest muligt. Det er derfor, vi ikke vil undvære dem. Og dérfor de er problematiske. Fordi systemet er i konstant beredskab på vegne af primært alle, sekundært individerne: Maksimal overlevelse, makismal overlevelse, enhver erfaring SKAL føres videre...
Se, hvilken verden det kunne være, hvis budgetterne fra medicinsk forskning og våbenindkøb og støtte til og fra kirkerne blev anvendt på at bevidstgøre folk om, hvordan man lever et godt liv i pagt med sin krops og sine omgivelsers behov - uddannede dette indre mellemled mellem det vilde dyr, der bare vil overleve, og de andre væsener, som også bare gerne vil overleve: Den omstillingsparate bevidsthed. Se, hvilken verden, hvis den ikke var opdelt i institutioner. Men det ér menneskenes verden, som vi er nået til. Dét er kollektivet. Endnu behøver flertallet af os nogen at stole på, som kan fjerne vores skyld, smerte og frygt.
Ja, jeg er vred. Vred over det statiske systems mangler. Og klar over, at vreden skyldes skuffelse - over at autoriteterne ikke er absolutter. Men blot mennesker, som agerer på egne vegne, så godt og så indsigtsfuldt som det er os muligt. Ingen alvidende overkommando, der samler al viden og begavelse og talent og gør os kollektivt indsigtsfulde. Blot det enkelte menneske op imod det kollektiv, som har mest indflydelse, og op imod kakafonien af enkeltindivider med enkeltindividerfaring. Tvunget til at stole på. Alene mod massen - hvis man ikke er meget heldig. Heldig at støde på en behandler, en hjælper, en underviser, en beskytter, man stoler på. Som man kan give dén usikkerhed i hænderne på, som man ikke selv kan håndtere.
En bekendt af mig sagde engang: Held...? Heldig er ikke noget man bare ér. Held er noget man rækker efter.
I mit baghoved hører jeg min kørelærer spørge, hvorfor jeg sagtner bussens fart i et sving, hvor ingen vejskilte angiver hverken farligt sving eller hastighedsnedsættelse. Et optimeret samfund fungerer ikke uden tillid til dem, der har kortlagt området før én. Med egne og andres blodofre. Men.
Når vi kommer langt hjemmefra, er vi alle pionerer. Vi må bare forsøge at afdække vore optioner. Vi må forsøge at blive mere heldige. Vores lille familie. Og hver især uddanne os dér, hvor det kendte land hører op.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar