Samtalen varede godt 15 minutter.
Den ca. 40-årige frivillige medarbejder (FM) kendte ikke til uveal melanom - men det undrer ikke; ikke blot er den sjældent forekommende, men den er end ikke nævnt på Kræftens Bekæmpelses liste over kræftformer. FM fortalte ikke noget om sin egen diagnose, men derimod at hun havde passet patienter, som havde fået taget øjet ud.
Mor fortalte om forløbet over den seneste måned og var den, der talte mest. Hun sagde bl.a. det, hun også siger til mig, når hun selv synes, hun er stærkest: At hun godt er klar over, at der ikke bliver udstedt nogen garantier. FM roste hende for trods alt at vide noget om sin diagnose; flertallet, der ringer til Kræftlinien er i chok over diagnosen, ved ingenting og frygter for deres liv i en grad, at livet synes at gå i stå. (Hvilket er hvad jeg bestræbt mig på ikke skal ske.)
FM anbefalede hende at opsøge Kræftens Bekæmpelses rådgivningscafé i Ryesgade, og bad hende afslutningsvis om at oplyse alder og bopæl (by/bydel) som led i registrering af opkald.
På spørgsmålet om, hvad hun syntes var det vigtigste ved opkaldet, svarede mor: Dét overhovedet at få ringet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar