Mor var på hospitalet i dag for at få taget en lungetest, men det lykkedes ikke sygeplejersken at få mor til at puste på den rigtige måde i apparaturet. Præstationsangst?
Hun får som sagt dryppet øje 4 x dagligt med et et skideheftigt binyrebarkhormonpræparat, som lægerne ordinerer for at forhindre betændelse mv. efter pladebestrålingen. Men hendes øje føles mærkeligt og hun har smerter i det. Det er også en del blodsprængt på oversiden, på en måde det ikke var efter indgrebet. Jeg forsøgte at tage et billede af det og foreslog at sende det til lægen, som jeg har emailen på, men det ville hun ikke være med til. Hun opfatter det som, at hun ville forstyrre ham i hans fritid. I stedet vil hun tage på Riget i morgen, hvis det stadig gør ondt.
Jeg forsøgte igen at argumentere, denne gang lige ud af posen, for at hun skal tage sig af sig selv: Gøre brug af den hjælp, der manifesterer sig - folk med personlige erfaringer og de professionelle, både dem uden for systemet og af lægerne. Og at lægen, jeg ville sende det til, er den internationalt anerkendte øjennørd, som foretog indgrebet. At han selvfølgelig ikke ville afvise at forholde sig til det, straks han så billedet - hvis han vel at mærke mente, der var noget at bekymre sig over, som Riget ville kunne gøre noget ved. Sådan er det jo at være professionel omkring liv og død.
Men nej. Mor har ikke indset det endnu. Ikke at sandheden er min, for det er den ikke - men den er heller ikke hendes, for pt. handler hun stadig efter regelsættet, der fungerede for hende FØR diagnosen. Og nu befinder vi os EFTER. Regelsættet bør pt. definition være oppe til revision - hvad enten det efter endt revision bliver det samme som før eller ej. Det SKAL søges revideret for at kunne stå mål med de livsomstændigheder, som kræftdiagnosen forandrede. Kræftbussen, der pludseligt kolliderede med alt det vante.
Jeg må sige det igen og igen og igen: At hvis hun før har fundet sig i noget, må hun nu hver eneste gang til at overveje, om at føje sig på gammel vis kan indfluere på hendes maksimale muligheder for at overleve og overleve bedst muligt, så smertefrit som muligt, minimalt ramt af fysisk og psykisk ubehag!
Hun har forstået det hvad angår fysisk overskud - hun har indset, at hun ikke længere kan passe sine klarhovedede, men fysisk nedslidte 90-årige forældre med samme regelmæssighed - giver nødtvunget denne fysiske byrde fra sig og lægger den over på det system, som i hvert fald set ude fra skulle kunne løfte den relativt enkelt. Og dét med en mangel på dårlig samvittighed, der fortæller mig, at hun har forstået, at hun skal passe bedre på sig selv.
Måske forstår hun det fysiske bedre end resten af spektret. Hun bliver nemmere træt, altså kan hun skære ned på det fysiske. Kan jeg ikke få hende til at ændre på andet end dét, er dét også i orden for mig. Hvis opretholdelse af sociale programmeringer/regler er vigtig for hendes velbefindende, må det være sådan.
Tillad mig en tanke: Som baby kan man ikke kæmpe med værdighed. Det kan man både som syg og som gammel og som syg og gammel. Grænsen for værdighed - mellem at kæmpe for sit liv og sine muligheder som alt-krævende baby og som civiliseret voksen - trækkes af den enkelte selv. Det er nok graden af frygt, der trækker grænsen. Babyen kender ikke livet endnu, og bør derfor kunne kræve sin frygt stillet endeløst - mens de fleste, der har levet et langt liv, i hvert fald har haft mulighed for at opleve, at utrygheden og uvishen holdt op.
Hvilket absolut ikke er det samme som at sige, at man skal finde sig i alt. Men måske man i fald man følte sig meget bange, meget utryg, kunne få hjælp til at komme i kontakt med sin frygt, snarere end at lade frygten regere over én. Og kan lægen eller medicinsk behandlig ikke gøre noget, var det måske en idé at søge en psykolog? Eller en healer? Eller noget andet, der kan skabe orden i det indre kaos, som skaber frygten - yoga, motion, hvad som helst - bare det virker frygtdæmpende, så man kan genskabe sig overblikket over sit liv!!?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar